Kasper Marott

Den danske Red Bull Music Academy-deltager fra 2015 er en ekstremt flersidig DJ og producer, der er næsten umulig at placere. Og netop det gør ham så fascinerende.

Kasper Marott er stadig ung og i starten af sin karriere som producer og DJ, men han er allerede utrolig svær at placere. For samtidig med at den unge musiker har opbygget sig et ry som yderst kompetent techno-DJ, er han begyndt at variere sine sæt i de forskelligste retnigner. "Min disco-samling er lige så stor som min techno-samling", siger Marott selv, og fortæller desuden glædeligt om sin nye kærlighed for jazz og sit noise-band, som han har med en barndomsven.

Denne usædvanlige producer er, med andre ord, umulig at putte ned i én enkelt kategori, for hver gang, man tror, at man har defineret ham, har han fundet på nye musikalske afkroge at klatre ud i. Måske er det netop den her uforudsigelighed, der har gjort, at Kasper Marott er blevet udvalgt som den danske deltager til Red Bull Music Academy i 2015. "Det kunne ikke være sket på et bedre tidspunkt", som produceren selv siger.

Og her kan man kun være enig: Hvor kunne denne hyper-kreative og evigt nysgerrige kunstnere bedre få afløb for sine ideer, end i et intenst akademi, omgivet af studiefaciliteter og en masse ligesindede artister fra de forskelligste lande?

Læs et interview med Kasper Marott HER og få et kig ind i hans pladesamling HER.

Foto: Abdellah Ihadian