CHLLNGR

Bag kunstnernavnet CHLLNGR gemmer sig musiker/sanger/producer Steven Jess Borth II fra Sacramento, Californien. Hans andet studiealbum er indspillet i Red Bull Studio Copenhagen og udkommer i løbet af foråret 2014.

Herboende amerikanske CHLLNGR er en original, elektronisk musiker og producer som lige fermt behersker sang, keyboards, saxofon og det at sidde i producerstolen. Hans produktioner bevæger sig indenfor dub, tung dubstep, jazzelementer og nyfortolkninger af r'n'b. Det kom blandt andet til udtryk på det roste debutalbum Haven fra 2011 og senest på mini-albummet Hidden Tracks som han udgav med Sacramento-fellow producer, Doctor Echo, i efteråret 2013.
Haven var en intelligent demonstration af forskellige variationer af moderne dub og blev anmeldt på førende internationale musikplatforme som Pitchfork, XLR8R og Resident Advisor mens Soundvenue skrev:

”Han leverer på sit debutalbum en verdensklasse præstation ud i en lyd, der trækker kraftigt på inspirationskilder fra både før og efter dubsteppen gik af mode"

CHLLNGRs eklektiske tilgang til musik har gjort ham til en populær samarbejdspartner, tourmusiker og co-producer for mange musikere og han har efterhånden opbygget et omfattende internationalt musiknetværk. Den ene dag turnérer han med Raske Penge og Klumben, den næste dag som DJ med Spoek Mathambo og den tredje udgiver han en EP med sin musikalske wingman, den amerikanske producer og percussionist, Justin DeHart aka Doctor Echo.

Det var også Doctor Echo han hev ind som en essentiel partner i processen med det andet album. I det hele taget låner Steve gerne sine musikalske makkeres gode ører og idéer. Om processen i studiet siger Steve:

 Jeg har skellettet og lyden vil umiskendeligt være min - men de musikere jeg arbejder med, kan tilføre projektet noget helt særligt.

CHLLNGR i Red Bull Studio Copenhagens control room. Foto: Alexander Archimbaud/ourmaninparis.com

Det som studiet kan, er at det tilbyder en måde at arbejde sammen på og forme en proces. Udover at det er vildt at få fløjet folk ind.. Dét at være i studiet i sig selv, er insane.

Resultatet af CHLLNGRs magiske øjeblikke i studiet, kan vi se frem til at høre når andet studiealbum udkommer i foråret 2014.