Alo Wala

Det eklektiske kollektiv Alo Wala blander genrer fra hele kloden med én altoverskyggende mission: at få dine ben til at danse og dine knogler til at vibrere.

Ifølge beskrivelsen på deres facebook-side er det Alo Walas mission at få dig til at danse – hårdt. De fortæller desuden, at de kan få dine indvolde til at vibrere. Man forstår hurtigt, at dette er et særdeles eksplosivt, elektronisk orkester. Men selv om man er forberedt på noget usædvanligt, bliver man alligevel blæst omkuld, når man så rent faktisk hører Alo Walas musik.

Der bliver nemlig skudt med eklektiske toner fra alle fire verdenshjørner, mens bas og trommer bombarderer trommehinden. Det er et himmelsk vanvid; nogen gange føles det som om, at alle de uregerlige rytmer danner en musikalsk tornado, der løfter lytteren op fra jorden, for derefter at smide ham eller hende ned igen et helt andet sted.

Bag denne eksplosive musikoplevelse står den Chicago-fødte rapper Shivani Ahlowalia og gruppen Copia Doble Systema, der består af den danske Red Bull Music Academy-deltager Julius Sylvest, den norske DJ Copyflex og visual-skaberen VJ Mad Es. Og sidste efterår var de nuværende medlemmer af Alo Wala faktisk i Red Bull-studiet under forskellige navne: dengang var Shivani Ahlowalia og det skandinaviske kollektiv Copia Doble Systema to adskilte størrelser. Men siden da er de flydt sammen og noget nyt er blevet dannet – lidt ligesom når de forskellige musikalske inspirationskilder i Alo Walas' musik smelter sammen, og bliver til noget større.

Det har resulteret i stor succes, og på det sidste er tingene for alvor begyndt at tage fart for kollektivet. Efter at have turneret kloden tynd, har de udgivet den meget roste EP, 'City Boy', på det anerkendte Enchufada-pladeselskab. Desuden har de samarbejdet med navne som bas-pionererne i Schlachthofbronx eller den danske dj-vidunderdreng Eloq. Tidligere har de desuden spillet en enestående koncert på Red Bull Studios Live-scenen på Roskilde Festival i 2014.

Alt det er selvfølgelig fantastiske begivenheder. Men fremfor alt vil Alo Wala udrette én ting: At få dig til at danse – hårdt!

Læs et interview med frontrapperen Shivani Ahlowalia HER og hør 'City Boy'-ep'en HER.