Nonsens: Her er vores 10 favorit-udgivelser fra 2015

December 07, 2015

Nonsens har et velfortjent ry for at skabe nogle af de mest energiske og euforiske EDM-koncerter, man kan forestille sig. Men hvilke tracks fra 2015 har trioen selv været mest begejstrede for?

4B & Aazar 'Pop That'

Nonsens: "En kæmpe produktion af to relativt nye navne på bas-scenen. Ikke så mange ord her, du skal bare skrue helt op for anlægget og spille den her tune nu!"

Psychic Type 'You Alone (Psychic Type VIP)'

Nonsens: "Et af vores guldkorn og mest spillede tracks henover sommeren, og et af de tracks, som har været mest efterspurgt af folk, når de har hørt os spille. Vi elsker alle de gode gamle klassikere fra 90'erne og start 2000'erne, og hvad er bedre, end når man blander de sange med lyden af i dag?"

Justin Bieber 'Purpose' (LP)

Nonsens: "Udover at dette album er super godt produceret, så er det også et album der bygger en bro mellem pop og EDM. I dag har EDM stor indflydelse på pop, og Biebers samarbejder med folk som Skrillex er et super godt match, hvor sangene er poppede, men samtidig også har en alternativ approach. Vores favoritter fra albummet er 'Children' og 'I'll Show You'."

Marshmello 'BLocKs'

Nonsens: "Ingen aner, hvem der står bag denne skumfidus, men en ting er sikkert, og det er at hans lyd er fed, og at han forstår at skabe et rigtigt 'bounce' i sine tracks. Lyt til 'BLocKs': Du lyver, hvis du siger, at du ikke sidder og nikker med hovedet til dette track! Marshmello er et forholdsvis nyt navn på den elektronisk scene, men han har formået at skabe sig et navn på rekordtid."

Lil Kleine & Ronnie Flex 'Drank And Drugs'

Nonsens: "Dette track har været vores 'tour-sang' i 2015. Hver gang vi har skullet ud og spille festivaller eller klubber, har vi hørt dette track mindst 10 gange i bussen. Det får alle i godt humør! Nummeret er en sjov og catchy produktion af 'Jack $hirak' sammen med en sjov og catchy tekst lagt af Lil Kleine og Ronnie Flex. Hvad mere kan du bede om? 'Drank And Drugs' blev udgivet på et album med en masse forskellige hollandske artister ved navn 'New Wave', som vi klart vil anbefale. Selvom det er hollandsk, så sparker det hele røv! Tjek især tracket 'Dom Dom Dom', som også er produceret af 'Jack $hirak' med Lil Kleine, Bokoesam og Cartiez på vokal."

NGHTMRE 'Street'

Nonsens: "Måske det mest hypede track i 2015. Fra da Skrillex begyndte at spille det i sine sets, da tracket endnu ikke var udgivet, til det udkom på Diplos label, Mad Decent, blev der skabt en kæmpe hype på internettet. Tracket er helt klart et friskt pust i trap-genren, hvor der kan være langt mellem de tracks, der stikker ud."

Boombox Cartel 'B2U'

Nonsens: "Boombox Cartel formår at blande future-lyden med trap i denne produktion. Tracket lægger ud med et uptempo-beat, som bygger sig op til et drop med store akkorder, hvorefter tracket tager dig videre til en kort opbygning, som dropper i noget rigtig tung trap. Det er lige præcis en af de ting vi elsker ved musik - når et nummer fuldstændig kan tage røven på dig! Det formår Boombox Cartel at gøre til den helt store guldmedalje her. Lyt også til deres seneste release, et super fedt remix af Diplo og Sleepy Tom's 'Be Right There'."

Boaz Van De Beatz

Nonsens: "Vi aner ikke, hvilket track vi skal vælge, for Boaz Van De Beatz har haft fingrene med i så mange ting. Han er uden tvivl en af de dygtigste producere lige for tiden, og en producer som er god til at skabe lyden af i morgen. Diplo bruger ham rigtig meget til sine egne ting med bl.a. Mø og Major Lazer - hvis man eksempelvis hører Mø med 'Kamikaze', kan man tydeligt høre hans lyd, selvom han ikke står nævnt nogen steder. Endnu en vild producer fra Holland!"

Skrillex & Diplo 'Jack Ü' (LP)

Nonsens: "Hele dette album har været med til at pushe elektronisk basmusik ud til dem, der måske ikke lytter til den slags normalt, hvilket jo er godt for sådan nogle som os. Super-duoen bestående af Skrillex og Diplo har fundet en ny lyd, som har en bred appel. Du vil med garanti finde et track, som du kan lide, hvis du lytter det her album igennem."

The Weekend 'Beauty Behind The Madness' (LP)

Nonsens: "Det er et vildt fedt album, som vi snildt kan lytte til på vej hjem fra et klub-job en sen morgen, hvor der skal lidt ro på efter aftenens energiske show. Og så er det et selvfølgelig også et album med sange, man kan danse til!

BONUS: Moksi 'The Dopest (Cesqeaux Remix)'

Nonsens: "Det her track er bare så sindsygt og anderledes, at det er nødt til at blive nævnt. Cesqeaux har taget originalen af Moksis track og vendt det 180 grader rundt! Produktionen bag dette track er for vild. Hold øje med Cesqeaux, han har med garanti en stor karriere foran sig."

Se vores foto-reportage med Nonsens til Wonderfestiwall på Bornholm HER eller se, hvilke tracks trioen bedst kunne lide fra 2014 lige HER.

Foto: Samy Khabtani