Apeiron Crew: De 10 bedste tracks fra 2015

December 14, 2015

Apeiron Crew har udpeget ti tracks, der kommer til at få dig til at danse hele vinteren igennem.

Apeiron Crew har dræbt så mange dansegulve i 2015, at man skulle tro, de havde mordvåben med i pladetaskerne. Crewet består af Emma Blake, Sara Svanholm, Simone Øster og den tidligere Red Bull Music Academy-deltager Najaaraq Vestbirk (aka Courtesy), og da vi spurgte dem, hvilke ti numre, de har været mest vilde med i år, sendte de den nedenstående track-selektion, samt følgende beskrivelse: "Vi har forsøgt at udvælge 10 tracks der afspejler vores sets og vores stil generelt. Der er ikke så mange søde sager, men benhårde techno-hits, acid, electro og distortede, trippede tracks. Enjoy!"

Snow Bone - Protoplanetary (Lobster Theremin)

Apeiron Crew: "Det er svært kun at vælge ét track fra Lobster Theremins mange fede udgivelser fra 2015, men hvis vi skal vælge et hemmeligt våben, så bliver det hammeren her."

DJ HMC - Marauder (Dirty House Records + re-issue på Reflector Records)
 
Apeiron Crew: "Originalt udgivet i 2001, men står nu efter vores mening som årets genudgivelse i 2015. Et track der bare stempler og trutter derudaf. En ægte rave essential."

Chemotex - Delta City (The Trilogy Tapes)  

Apeiron Crew: "Rå, bastung techno med extra distorted percussion? Chemotex er manden. Lyt til hele hans seneste EP ‘Thulsa’ på The Trilogy Tapes."

Foreign - B1 (BAROC)

Apeiron Crew: "Foreign debuterede i 2015 med en helt fantastisk dyster EP på tyske BAROC. Det dystre techno findes der meget af, men denne udgivelse er ekstra interessant, fordi den også lyder meget melankolsk og følelsesladet. På B1 bliver et mudret kick smukt komplementeret af en kuldegysende klagesang. Et rigtigt Halloween-hit og en kæmpe anbefaling herfra."

Privacy - System Voice (Klasse Wrecks)

Apeiron Crew: "Det er ingen hemmelighed, at vi er store fans af Klasse Recordings og tilhørende sublabels Klasse Wrecks, Grafitti Tapes og Zodiac 44. Privacys udgivelse på Klasse Wrecks er ingen undtagelse, og med sin maskinproducerede electro, der lyder som i 80’erne, rammer han os på kornet."

Luca Lozano - Dripbox (Creme Organization)

Apeiron Crew: "Luca Lozano er chefen bag førnævnte Klasse Recordings, bag pulten, men også bag knapperne. Denne her har vi spillet meget det sidste halve år. Den lille fortryllende synth-melodi lyder skidegodt mixet ind eller ud af de fleste tracks."

Mono Junk - Kellopeliappelsiini (Skudge)
 
Apeiron Crew: "En firstemmig enighed om, at Mono Junk var højdepunktet til dette års Click Festival i Helsingør. Triptechno direkte fra det høje nord aka. Finland. Bonus info: Tracknavnet betyder 'A Clockwork Orange' - så kan du jo tygge lidt på den."

Pearson Sound - Freeze Cycle (Thaw Sound)

Apeiron Crew: "David Kennedy aka Pearson Sound har i et årti imponeret os med sine kontante kicks, rullende snares, dubstep, UKG og techno og blandet sammen i et univers, der altid lyder friskt og nyt. Hans to udgivelser i år er ingen undtagelse. Lyt til albummet som er udgivet på Hessle Audio eller hans selvudgivne EP Thaw Cycle."

Legowelt - Institute Of The Overmind

Apeiron Crew: "Det er skønt, hvordan Legowelt kan lave noget, der lyder så sødt, skørt og fint, uden at det bliver cheesy."

SFIRE - 6

Apeiron Crew: "Vi synes der manglede lidt humor i listen her, så det morsomme indslag leveres af britiske SFIRE som består af Jeffrey Sfire og ‘his friend from London’, som efter sigende er produceren SOPHIE, hvis karakteristiske, drillende lyd nærmest ikke er til at tage fejl af. Vi synes, det er befriende at skrue lidt op for balladen. Obskure børnesange, gammel italo disco eller et SOPHIE-hit fra tid til anden skal man ikke kimse af. "

Følg Apeiron Crew på Facebook HER og læs et interview med crew-medlemmet Courtesy HER.

Foto: Emil Lupin